Rudolph Care
Kristine Hellesøes print, som emballage på en række vinterkærlige produkter fra Rudolph Care.
Juleprintet, Winter Poems, er skabt af grafiker og billedkunstner Kristine Hellesøe - inspireret af den nordiske vinters forgængelige skrøbelighed og magi.
”Printet har et poetisk udtryk med tydelige associationer til sne, frost og vintermagi, der udtrykker både mit eget formsprog og Andreas tanker om det vilde, nordiske vinterlandskab og kontrasten i den skrøbelighed, som både isen og sneen bærer. Vinteren er magisk for mig. Lys og skygge, det værdige forfald, tyngden i mørket og det helt sprøde lys, når solen bryder igennem og skærper alle sanser. Det ville vi fange og give det poetiske udtryk, som papirklippets sarte forgængelighed udtrykker så fint. Det er derfor, jeg har kaldt printet for Winter Poems. Jeg har ladet papiret og de mange lag fortælle digte til vinteren” siger Kristine Hellesøe.
For Kristine Hellesøe er vinteren en særlig højtid. Hun får lyst til at bosætte sig dybt inde i en skov, mærke stilheden og lade sig inspirere af landskabets former. Af nøgenheden, det uforstilte, af sneens (hvis man er så heldig) bløde, organiske dyne over terrænet. Og af roen og stilheden, som ifølge Kristine er helt særlig tryg om vinteren, og – ikke mindst – af den overnaturlige magiske skønhed, som nordlyset bringer, hvis man er så heldig at se det en klar vinternat, højt mod nord.
Antikmuseet
Udstillingen Kanon 2024-25 i samarbejde med kunstner Marie Retpen.
Samlingen på Antikmuseet er et fascinerende virvar af kroppe i gips. Nogle er næsten kun fragmenter, andre er revnet eller amputerede. På hver sin måde fortæller de os om antikken, og samtidig er der noget ensartet over dem: Kroppen, den atletiske, idealet går igen. Det er ikke vanskeligt at drage paralleller til i dag: huden skal være glat, kroppen skal være stærk og tonet. Tilsyneladende stræber vi alle efter samme kropsideal – selvom der heldigvis også ses modtendenser.
I antikken trænede de sig til idealkroppen, i dag sætter kun videnskaben, teknologien og måske etikken grænser for, hvordan vi kan manipulere, omskabe kroppen og kæmpe mod dens naturlige forgængelighed. Dvs. skabe et ensartet udtryk og slette spor af individualitet og levet liv. Mennesket i den græske antik havde et højere mål: Jo smukkere krop, jo værdigere sjæl, jo nærmere guderne. I dag er det nok snarere drømmen om evig ungdom, der spiller ind. Men måske også en tilfredsstillelse ved at skabe orden i en verden af travlhed og kaos?
Gennem tiden har mennesket stræbt efter forskellige kropsidealer og i nogle kulturer endda ønsket at forme kroppen for at opnå forskellige mål: I Kina blev opbundne og deforme ”liljefødder” opfattet som erotisk appellerende, i Indien lagde man spædbørn i krukker for at forkrøble dem, så de kunne tjene familien som tiggere. Disse tiltag kan virke groteske og svære at acceptere, men hvad med indgreb som: paraffin i musklerne, botox i ansigtet, silikone i baller, fedtsugning og løs hud, der fjernes med kirurgi og laser. En stræben efter den ideelle form for at undgå formløsheden?
Den franske filosof Georg Batailles beskæftiger sig med det formløse. Vi mennesker vil gerne skabe orden og systematisere, men når vi prøver at sætte noget på form, som fx ved et opslagsværk, vil der altid være noget, vi glemmer, en rest, noget, der ikke kom med. Det formløse er et begrebsundvigende begreb, og Batailles definerer det aldrig. Men han peger på, at der noget, vi overser, når vi giver alting form – alt det, vi tilsyneladende ikke kan bruge til noget eller ikke er bevidste om. Kroppen er mere end ideel form. Den er også et kort over levet liv og et vidne om konstant transformation. Ligesom de ødelagte, antikke kroppe fortæller om hård medfart, tidens hærgen og tilfældigheder. Det observerer vi – men det behøver ikke defineres.
Udstillingen Kanon er en sanselig undersøgelse af kroppen. Gennem forskellige materialers egenskaber peges der på kroppens form og formløshed, på storhed og forfald. Silikone, glas, papir, gips. Store skygger, tilfældige former, spor af noget og konkret materiale. Ligesom med kroppen, kan materialerne kun styres til dels. Når papir kommer i vand og krøllet glas, når silikone imiterer, når kropsdele afstøbes i gips, opstår tilfældighederne.